Dit eventyr starter i Det Sydfynske Øhav
Ærø er en rigtig ø – en af dem, man sejler til!
Dit eventyr på Ærø starter med en sejltur i det smukkeste farvand i Danmark, nemlig i Det Sydfynske Øhav. For Ærø er en rigtig ø – en af dem, man sejler til!
Der er tre færgeforbindelser til Ærø. Ruten mellem Svendborg og Ærøskøbing tager 75 minutter, mens ruten mellem Søby og Fåborg tager en time. Sejler man fra Fynshav på Als til Søby, tager det 70 minutter.
I sommersæsonen er færgerne ofte fuldt bookede, så der bør reserveres billet – book billet eller ring +45 6252 4000.
For bil plus to personer kan prisen godt nærme sig tusind kroner for en returbillet, så mange vælger at lade bilen stå i f.eks. Svendborg og derefter bevæge sig rundt på Ærø til fods, på cykel eller i bus – offentlige transportmidler på øen kan benyttes gratis.
Men da mange hoteller tilbyder pakkeordninger med overfart og ophold, kan en tur ofte kan gøres for et overkommeligt beløb.
Turen imellem Svendborg og Ærøskøbing tager 75 minutter og det er tvillingefærgerne M/F Marstal og M/F Ærøskøbing – også kaldet ‘Kunstfærgen’ – som sejler ruten Svendborg-Ærøskøbing.
Hvis du ankommer til færgepladsen i Svendborg i god tid, kan du gå en tur på Svendborgs flotte havn, der med de udsmykkede bygninger fortæller historier om fordums sejllads til eksotiske steder.
Und også dig selv en tur langs træskibsbroen i Svendborg Havn og giv dig selv tid til at beundre alle de flotte, nænsomt renoverede træskibe.
Sejlturen i Det Sydfynske Øhav kan nydes fra færgens øverste dæk, når vejret tillader det. Det er en god idé at medbringe kikkert på turen for at undersøge øerne og dyrelivet under overfarten.
Hvis du ønsker at vide mere om øerne i øhavet, kan du i færgens cafeteria købe en fin lille publikation ‘ØhavsGuide’ – en appetitvækker til Det Sydfynske Øhav.
Her er det færgen M/F Skjoldnæs, der fører dig sikkert til Søby Havn og overfarten tager henholdsvis 70 og 60 minutter. Det er på M/F Skjoldnæs, at du møder de fleste af de par, der kommer til Ærø for at blive gift.
Skjoldnæs har navn efter Ærøs nordvestligste punkt og det er her finder du et af de mest naturskønne områder på Ærø med Nordeuropas smukkest beliggende seaside golfbane.